Højer Pølser tager EM-guld i international konkurrence

Oprettet d.

Højer Pølser tager EM-guld i international konkurrence

Højer Pølser tager EM-guld i international konkurrence

Det sønderjyske pølsemageri Højer Pølser gjorde i weekenden rent bord ved den internationale konkurrence ’Confrerie des Chevaliers’ i Holland. Konkurrenterne fik simpelthen baghjul, da Højer Pølser løb med fire pokaler og 24 guldmedaljer.

Kun de bedste produkter opnår pokaler og medaljer ved den hollandske charcuteri-konkurrence ’Confrerie des Chevaliers’, der er en slags EM for pølser og slagtervarer. Og man kan roligt sige, at det sønderjyske pølsemageri kom øverst på skamlen, da Højer Pølser i weekenden blev tildelt konkurrencens store pokal.

Men det var ikke nok. Højer Pølser løb med en række pokaler – blandt andet for mest kreative idé, og der var hæder og medaljer til samtlige af Højer Pølsers indsendte specialiteter. I alt blev det til fire pokaler, 24 guldmedaljer og to sølvmedaljer.

- Dommerne blev bare ved med at sige ”Højer Pølser” under præmieoverrækkelsen. Det var en fantastisk oplevelse. Både pokaler og medaljerne er en kæmpe anerkendelse af vores håndværk. Vi bliver vurderet af internationale fagfolk, og konkurrencen foregår i et område med stolte traditioner for pølser og charcuteri. Sådan en medaljeregn beviser, at Højer Pølser er høj kvalitet over hele linjen – også for eksempel i den økologiske kategori, siger slagtermester Jan Müller

Sammen med sin bror Gerd Müller er han 4. generation i det familieejede Højer Pølser.

Økologi i verdensklasse

I alt 125 virksomheder fra ni forskellige lande deltog i den specielle fagkonkurrence for charcuteri. Alle indsendte produkter er blevet vurderet i de fem kategorier; udseende, smag, konsistens, råvarevalg og helhedsindtrykket.

Jan Müller er især glad for, at Højer Pølsers produkter i den økologiske kategori fik topkarakter.

- Med økologi er der jo en række benspænd, som gør det sværere at opnå perfekt smag og konsistent. Men vi har håndværket og den særlige viden, som gør det muligt. Med vores produkter er det derfor muligt at sætte både kvalitet, økologi og smag i særklasse på bordet på en gang, siger slagtermesteren.

De øvrige medaljevindere fra Højer Pølser er blandt andre sønderjyske spegepølser, Højer Guld Sardel, Højer Kålpølser, Højer frankfurtere samt en stribe produkter i Højer Pølsers gourmet/tapas-serie; Whisky Spegepølse, Hasselnød Spegepølse, Mediterano Salami og Brunch Pølser i både original og med chili.

De håndlavede pølser og pålæg fra Højer Pølser kan fås i en række butikker og supermarkeder landet over. De kan også smages, hvis man lægger vejen forbi Højer Pølsers udvidede slagterbutik på Søndergade i Højer. De sønderjyske specialiteter bliver blandt andet røget i butikkens store rygeovn.

                                                                                                                                                                                                                                                   ( Pressemeddelelse, den 10. april 2019 )